Fuglsang Musikforening Årsberetning for sæson 2010-2011 ved formand Boje Martstal Så gik atter et år, og igen – et godt år for foreningen. Velbesøgte koncerter – endda én, der var så velbesøgt at det hele var ved at ende i det rene kaos - glade tilhørere og nye medlemmer. Vi har heldigvis en sund økonomi, vi har råd til at engagere de bedste kunstnere – det giver store oplevelser, og det er jo det der er meningen med det hele. Vi lagde ud i maj med en koncert hvor den højst nulevende estiske komponist og Sonningpris-modtager Arvo Pärt kom i selskab med en række ældre herrer, renæssancemestrene Thomas Tallis og William Bird. Det var Ars Nova-koret der sang for os med den berømte dirigent Paul Hillier i spidsen. I juni kom Den danske Kvartet forbi, fire unge strygere der fik så overvældende succés at vi omgående engagerede dem til at komme igen i indeværende sæson. Juli-koncerten var festlig – det var koncert nummer tusind, og det måtte jo fejres. Festen blev leveret af Det kongelige Kapels messingensemble Royal Danish Brass med fanfarer, lurmusik og alskens messingsuppe. I august kom så den koncert der var ved at vælte hele huset. Vi fik besøg af The Middle East Peace Orchestra med oboisten Henrik Goldschmidt i spidsen. Et orkester hvor jøder og arabere spiller sammen for at vise verden at den slags kan lade sig gøre. En smuk tanke, så smuk at tilstrømningen helt kom bag på os. Museet solgte løs af fællesbilletter, vi solgte løs – og resultatet var virkelig det rene kaos. Vi har siden strammet gevaldig op på hele proceduren, og har nu styr på tingene. September-koncerten stod i barokkens tegn – vores egen Sonningpris-modtager Lars Ulrik Mortensen dirigerede Concerto Copenhagen og var selv cembalo-solist i et fornemt program hvor Bach var i focus. I oktober spillede Storstrøms Kammerensemble for os værker af blandt andet Schumann og Debussy – og i november kom så sensationen: det unge supertalent Vilde Frang der lagde salen ned med et blændende violinspil. Vi hørte Bartoks næsten uspillelige solosonate – i en perfekt udførelse, hvordan det så ellers kunne lade sig gøre. Og pianisten Michail Lifits spillede Robert Schumanns opus ét – Abegg-variationerne. De næste koncerter stod også i virtuositetens navn. Danmarks Radios Vokalensemble besøgte os i Februar med et spændende program der blandt så meget andet omfattede en sungen udgave af Gustav Mahlers berømte Adagietto fra den femte symfoni. Man skulle ikke tro at nogen slap godt fra den slags, men resultatet var gribende. Korets motto er, at publikum skal tages ved kravebenet – og det blev vi så sandelig. Og aldrig har det store flygel i salen spillet så hurtigt som da den unge pianist Lukas Geniusas i marts præsenterede os for Chopins 24 etuder! En maratonpræstation, mesterligt udført – og så tilmed efterfulgt af den store h-mol sonate af Franz Liszt! Storstrøms Kammerensemble kom igen i april med en koncert der handlede om den dansk-tyske forbindelse. Vi hørte musik af danskeren Søren Niels Eichberg, tysk-danskeren Kuhlau og tyskeren Johannes Brahms. Stor og varm musik. Og sådan kom vi altså igennem endnu et år.

Fuglsang Musikforening

Årsberetning for sæson 2010-2011 ved formand Boje Martstal Så gik atter et år, og igen – et godt år for foreningen. Velbesøgte koncerter – endda én, der var så velbesøgt at det hele var ved at ende i det rene kaos - glade tilhørere og nye medlemmer. Vi har heldigvis en sund økonomi, vi har råd til at engagere de bedste kunstnere – det giver store oplevelser, og det er jo det der er meningen med det hele. Vi lagde ud i maj med en koncert hvor den højst nulevende estiske komponist og Sonningpris-modtager Arvo Pärt kom i selskab med en række ældre herrer, renæssancemestrene Thomas Tallis og William Bird. Det var Ars Nova-koret der sang for os med den berømte dirigent Paul Hillier i spidsen. I juni kom Den danske Kvartet forbi, fire unge strygere der fik så overvældende succés at vi omgående engagerede dem til at komme igen i indeværende sæson. Juli-koncerten var festlig – det var koncert nummer tusind, og det måtte jo fejres. Festen blev leveret af Det kongelige Kapels messingensemble Royal Danish Brass med fanfarer, lurmusik og alskens messingsuppe. I august kom så den koncert der var ved at vælte hele huset. Vi fik besøg af The Middle East Peace Orchestra med oboisten Henrik Goldschmidt i spidsen. Et orkester hvor jøder og arabere spiller sammen for at vise verden at den slags kan lade sig gøre. En smuk tanke, så smuk at tilstrømningen helt kom bag på os. Museet solgte løs af fællesbilletter, vi solgte løs – og resultatet var virkelig det rene kaos. Vi har siden strammet gevaldig op på hele proceduren, og har nu styr på tingene. September-koncerten stod i barokkens tegn – vores egen Sonningpris-modtager Lars Ulrik Mortensen dirigerede Concerto Copenhagen og var selv cembalo-solist i et fornemt program hvor Bach var i focus. I oktober spillede Storstrøms Kammerensemble for os værker af blandt andet Schumann og Debussy – og i november kom så sensationen: det unge supertalent Vilde Frang der lagde salen ned med et blændende violinspil. Vi hørte Bartoks næsten uspillelige solosonate – i en perfekt udførelse, hvordan det så ellers kunne lade sig gøre. Og pianisten Michail Lifits spillede Robert Schumanns opus ét – Abegg-variationerne. De næste koncerter stod også i virtuositetens navn. Danmarks Radios Vokalensemble besøgte os i Februar med et spændende program der blandt så meget andet omfattede en sungen udgave af Gustav Mahlers berømte Adagietto fra den femte symfoni. Man skulle ikke tro at nogen slap godt fra den slags, men resultatet var gribende. Korets motto er, at publikum skal tages ved kravebenet – og det blev vi så sandelig. Og aldrig har det store flygel i salen spillet så hurtigt som da den unge pianist Lukas Geniusas i marts præsenterede os for Chopins 24 etuder! En maratonpræstation, mesterligt udført – og så tilmed efterfulgt af den store h-mol sonate af Franz Liszt! Storstrøms Kammerensemble kom igen i april med en koncert der handlede om den dansk-tyske forbindelse. Vi hørte musik af danskeren Søren Niels Eichberg, tysk-danskeren Kuhlau og tyskeren Johannes Brahms. Stor og varm musik. Og sådan kom vi altså igennem endnu et år.